Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 17 af 14. juni 2002 om rapportering af fangster og indhandlinger i kystnært fiskeri efter krabber

 

I medfør af landstingslov nr. 18 af 31. oktober 1996 om fiskeri § 10, stk 1, nr. 4 , § 26, stk. 1, samt § 33, stk. 2, som senest ændret ved landstingslov nr. 6 af 20. maj 1998, fastsættes:

 

Formål

§ 1. Bekendtgørelsens formål er at øge kendskabet til fiskeriets udbredelse og fangstfelter med henblik på at forbedre den biologiske rådgivning om udnyttelsen af krabbefiskeressourcerne, samt at tilvejebringe et redskab til kontrol af kvoteforbrug.

 

Anvendelsesområde

§ 2. Bekendtgørelsen gælder for kystnært fiskeri efter krabber på Grønlands fiskeriterritorium.

 

Definitioner

§ 3. Grønlands fiskeriterritorium omfatter:
1) Vestgrønland vest for 44°00'W ned til 59°00'N og herefter vest for 42°00'W.
2) Nordvestgrønland, som er den del af NAFO-underområde 1, der ligger nord for 68°00'N.
3) Sydvestgrønland, som er den del af NAFO-underområde 1, der ligger syd for 68°00'N.
4) Østgrønland øst for 44°00'W ned til 59°00'N og herefter øst for 42°00'W, som er en del af ICES-områderne II, V, XII og XIV.

§ 4. Ved kystnært fiskeri forstås det fiskeri, der foregår med fartøjer, som er mindre end 75 BRT/120 BT.

§ 5. Ved landet mængde forstås den mængde krabber, som fiskeren afleverer til indhandlingsstedet.

§ 6. Ved udkast forstås genudsætning af hele levende hankrabber under mindstemål, samt hunkrabber.

 

Feltkodekort

§ 7. Fartøjer uden elektronisk navigationsudstyr skal anvende de feltkodekort, der udleveres sammen med den første logbog, til angivelse af positioner.

 

Logbogspligt for fartøjer på og over 10 meter/30 fod

§ 8. Personer eller selskaber med licens til fiskeri efter krabber med fiskefartøjer, der iflg. fartøjets målebrev er på 10 meter/30 fod og derover, skal for hvert fisketogt føre logbog. I logbogen skal indføres oplysninger om:
1) Fartøjets navn.
2) Nummeret på den eller de fiskerilicenser, fartøjet fisker på.
3) Fartøjets havnekendingsbogstaver og -nummer.
4) Fartøjets radiokaldesignal.
5) År, dato, tidspunkt, dybde og position for fiskeriet eller position ifølge feltkode i henhold til feltkodekort
6) Tejnetype.
7) Agn.
8) Tejnesætnummer.
9) Antal anvendte tejner.
10) Begyndelsen og afslutningen på hver sætning af tejner. En tejnesætnings begyndelse er det tidspunkt, hvor tejnen tager bunden. Tejnesætningens afslutning er det tidspunkt, hvor indhalingen påbegyndes.
11) Startdybde i meter/favne. Dybden hvor første tejne placeres.
12) Slutdybde. Dybden hvor sidste tejne placeres.
13) Anslået fangst i kg levende vægt.
14) Anslået udkast i kg levende vægt.
15) Mængde bløde krabber i anslået kg, samt deres andel af totalfangsten i anslået procent.
16) I alt behold pr. fisketur i kg levende vægt.
17) Indhandlingsdato, indhandlingssted og landet mængde.
18) Fartøjsførerens underskrift med angivelse af navnet med blokbogstaver nedenunder.
Stk. 2. Til føringen af logbog anvendes et af Grønlands Fiskerilicenskontrol (GFLK) udarbejdet logbogsskema.
Stk. 3. Det anvendte logbogsskema skal være trykt og fortløbende nummereret og skal anvendes i den rækkefølge, der følger af den påtrykte nummerering. Skemaer, som annulleres, må ikke bortkastes, men skal indsendes og opbevares sammen med de benyttede skemaer, således at nummerrækken altid er ubrudt.
Stk. 4. Eventuelle rettelser af skrivefejl i et logbogsskema skal være éntydige. Der må til rettelser ikke benyttes lak eller andet, som dækker fejlskrivningen, men alene overstregning.
Stk. 5. Logbogen skal være udfyldt og underskrevet inden ankomst til havn eller indhandlingssted. Indhandlingsdato, indhandlingssted og landet mængde skal dog først oplyses, så snart indhandlingen er afsluttet.

§ 9. To eksemplarer af logbogsskemaet inkl. eventuelle annullerede eksemplarer skal for hver landing afleveres til indhandlingsstedet.
Stk. 2. På logbogsskemaerne, herunder licensindehaverens kopi af logbogsskemaer, påstempler indhandlingsstedet sit navn og indhandlingstidspunkt.
Stk. 3. Kopi af samtlige logbogsskemaer for indeværende og foregående år med indhandlingsbekræftende stempel fra indhandlingsstedet skal opbevares af licensindehaveren.

§ 10. Fartøjsføreren har ved landingen pligt til at give indhandlingsstedet de nødvendige indhandlingsoplysninger ( jf. § 11).

§ 11. Indhandlingsstedet skal give oplysning til Grønlands Fiskerilicenskontrol (GFLK) om landing og indhandling af krabber. Følgende oplysninger skal gives:
1) Indhandlingssted (by/bygd samt kommune).
2) Indhandlers navn, fartøjets navn samt havnekendingsbogstaver og -nummer.
3) Fartøjets licensnummer.
4) Total landet mængde i kg.
5) Købt mængde krabber i kg.
6) Mængde vragkrabber i kg.
7) Fangstfelt eller position.
8) Behandlingsgrad. Dette felt udfyldes kun, hvis der er tale om andet end hele krabber.
Stk. 2. Oplysningerne sendes, tillige med det indsamlede logbogsskema, for hver uge (efter aftale med GFLK om form og format), senest den følgende mandag, pr. brev, fax eller edb-læsbart format eller on-line til GFLK.
Stk. 3. For fangst, som indhandles til et landanlæg eller indhandlingsskib i Grønland er kvoteforbruget det antal kilo, som indhandlingsstedet opgør som den totale landede mængde krabber.
Stk. 4. Grønlands Fiskerilicens Kontrol (GFLK) foretager kvotetræk på baggrund af oplysninger fra indhandlingsstedet.

 

Rapporteringspligt for fartøjer under 10 meter/30 fod

§ 12. Personer eller selskaber med licens til fiskeri efter krabber med fiskefartøjer under 10 meter/30 fod skal for hver landing oplyse indhandlingsstedet om licensnummer, fangstposition eller fangstfelt, antal anvendte tejner samt øvrige nødvendige indhandlingsoplysninger ( jf. § 13). Feltkodekort rekvireres hos GFLK.

§ 13. Indhandlingsstedet skal give oplysning til GFLK om landing og indhandling af krabber. Følgende oplysninger skal gives:
1) Indhandlingssted (by/bygd samt kommune).
2) Indhandlers navn, fartøjets navn samt havnekendingsbogstaver og -nummer.
3) Fartøjets licensnummer.
4) Total landet mængde i kg.
5) Købt mængde i kg.
6) Mængde vragkrabber i kg.
7) Fangstfelt eller position.
8) Behandlingsgrad. Dette felt udfyldes kun, hvis der er tale om andet end hele krabber.
9) Antal anvendte tejner.
Stk. 2. Oplysningerne sendes for hver uge (efter aftale med GFLK om form og format), senest den følgende mandag, pr. brev, fax eller edb-læsbart format eller on-line til GFLK.
Stk. 3. For fangst, som indhandles til et landanlæg eller indhandlingsskib i Grønland er kvoteforbruget det antal kilo, som indhandlingsstedet opgør som den totale landede mængde krabber.
Stk. 4. GFLK foretager kvotetræk på baggrund af oplysninger fra indhandlingsstedet.

 

Kontrol

§ 14. Fartøjer, som er omfattet af denne bekendtgørelse, har pligt til at samarbejde med GFLK, Grønlands Kommando (GLK), jagt- og fiskeribetjente og politiet under disse institutioners udøvelse af deres opgaver, jf. §§ 26-31 i Landstingslov om fiskeri.
Stk. 2. Fartøjerne skal sikre, at GFLK’s, GLK’s og politiets medarbejdere samt jagt- og fiskeribetjentene har uhindret adgang til at kontrollere fartøjet.

 

Sanktioner

§ 15. Overtrædelse af bestemmelserne i bekendtgørelsens § 7, § 8,§ 9, § 10, § 11, stk. 1 og 2, § 12, § 13, stk. 1 og 2 samt § 14 kan medføre bøde. Sager herom behandles efter reglerne i kapitel 13 i Landstingslov om fiskeri.
Stk. 2. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller et partrederi, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.

 

Ikrafttræden

§ 16. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2002. Herefter finder Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 14 af 25.maj 1987 om rapportering af fiskeri-, fangst- og fåreavlsprodukter ikke anvendelse for så vidt angår krabber.




Grønlands Hjemmestyre, den 14. juni 2002.




Hans Enoksen

/

Amalie Jessen